2014 Tango Jalousie - Fra den nye verden

Koncert med Orkester MidtVest og REMUSjanne_thomsen_4.jpg

"Tango Jalousie"

- fra den nye verden

 

 


Dirigent: Bruno Campo

Fløjte: Janne Thomsen

Bandoneon: Marcelo Nisinman

 

 

Det blev til tre meget velbesøgte koncerter, hvor publikums fremmøde og glæde over det de hørte var meget stor! Koncerten i Holstebro blev optaget af DR og udsendt på P2 d. 8. og 10. okt. i P2 koncerten. (Klik for at høre indslagene, hvoraf cirka den sidste halve time byder på musik fra koncerten.) Se endvidere optagelser af koncerten i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus på Orkester MidtVests Facebook-side.

 

Læs foromtale til koncerterne herunder.

 

 

Tir 30. sep. 2014 kl. 19.30        Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus - klik

Ons 1. okt. 2014 kl. 19.30         Remisen, Brande - klik

Fre 3. okt. 2014 kl. 19.30          Holstebro Musikteater - klik

 

Bruno Campo

Koncertrække ved "Klassiske Dage"

Orkester MidtVest og REMUS (Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester) slår sig sammen for at kunne tilbyde publikum en storslået koncertoplevelse. I fællesskab vil de to orkestre afholde tre koncerter til efteråret 2014 i Aarhus, Ikast-Brande og Holstebro. Koncerten i Holstebro afholdes som en del af festivalen Klassiske Dage (2.-5. okt.), der fejrer sit 10 års jubilæum i år, og de to første koncerter bliver launch-koncerter forud for festivalen.

 

Musikalsk rejse til "Den nye verden"

Som en del af festivalens tema "Magical Journeys, magical cities" bliver koncerterne en rejse til spændende byer i "den nye verden". Rejsen går bl.a. til Buenos Aires med dens tango, til Havana med dens hede cubanske rytmer men også til New York i USA, der har været rejsemål for mange europæiske komponister. Musikalsk byder rejsen blandt andet på tango af Piazzolla, Cubansk Ouverture af Gerschwin, Danzon no. 2 af mexicanske Antonio Marquez, drømmerejsen "Voyage" af amerikanske Corregliano og uddrag af Dvoraks 9. symfoni med titlen "Fra den nye verden", som han skrev i USA. Programmet krydres med Jacob Gades legendariske Tango Tzigane Jalousie som et dansk twist på det internationale tema.

 

Dirigent og solisterNisinman.jpg

Koncerterne dirigeres af Bruno Campo, der er dirigent, oboist og grundlægger af den berømte orkesterbevægelse El Sistema i Guatemala. Solisterne er argentineren Marcelo Nisinman, en af verdens bedste bandoneon-spillere (argentinsk "harmonika"), og danske Janne Thomsen, internationalt berømt fløjtesolist, født og opvokset i Holstebro og desuden grundlægger og kunstnerisk leder af Klassiske Dage.

 

 

De to orkestre


Orkester MidtVest
Orkester MidtVest er et symfoniorkester, der består af MGK-elever, amatører og professionelle musikere. Unge talenter og dygtige amatørmusikere får i Orkester MidtVest mulighed for at spille sammen med professionelle, der virker som spillende instruktører. Orkester MidtVest afholder 2-3 produktioner om året, hvert med et prøveforløb på ca. 4 dage og efterfølgende ca. 3 koncerter.

 

REMUS (Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester)

REMUS består af dygtige unge fra hele Regionen, dog med en tyngde mod det østlige. Orkestret har eksisteret 3 år i sin nuværende form og bl.a. spillet koncerter i Ungarn, Tyskland og i regionen. Sidste forår gennemførte orkestret et succesfyldt koncertprojekt med Bruno Campo.

 

Klassiske Dage

Festivalen Klassiske dage afholdes årligt i Holstebro den første weekend i oktober. Festivalen byder på koncerter med solister af høj international klasse og har hvert år et koncertprojekt, der aktivt inddrager en større gruppe børn. Festivalen er grundlagt af fløjtenist, Janne Thomsen, som gør meget for at styrke og inspirere musikmiljøet i den by, hun selv er vokset op i.

 

Gratis tango-workshop med tangoshow

tango-foto Ilze og Svenning.jpg

Ekstra gratis tilbud til koncertgængere som køber en billet til Tango Jalousie i Holstebro Musikteater 3. okt: En gratis workshop kl. 17.00-18.00 - i Argentinsk tango - på begynderniveau.

 

Kl. 18.00 - Som afslutning på tango-workshoppen optræder Ilze Rudzite & Svenning Hoffmann Sørensen med tango-show til musik af den kendte tangokomponist Francisco Canaro i Musikteatrets foyer.

 

Tilmelding: Parvis tilmelding og yderligere info: til Musikteatret eller til Svenning svenhoff@mail.tele.dk tlf 2127 3842. Men man kan også blot møde op og melde sig til på dagen på stedet, såfremt der er ledige pladser.
Sted: Musikteatret Holstebro i Foyeren på pladsen foran Hall of Fame indgangen.
Undervisere: Svenning & Ilze

Alle som køber en koncert-billet til tangokoncerten kan deltage gratis med sin partner/dansepartner/ledsager i tango-workshoppen.


Til Klassiske Dages reception i Prismesalen i Musikteatret 3. okt. kl 18.45 - 19.15 optræder Svenning & Ilze igen med et enkelt tangonummer kl. ca. 19.12 som afslutning på receptionen inden den symfoniske koncert.

 

Læs mere om de medvirkende ved koncerten...

Janne Thomsen

Marcelo Nisinman
Bruno Campo


« Tilbage