Sidste nyt

9. oktober 2014
Caroline Henderson solist i nytårskoncerter

Caroline_Henderson Press ONLY - PHOTO by Stephen Freiheit low.jpg

 

Caroline Henderson på tur med Orkester MidtVest til Holstebro, Ringkøbing og Hanstholm


De festlige nytårskoncerter med Orkester MidtVest får i 2015 nye klange dirigeret af Peter Ettrup Larsen, som er kendt som dommer i tv-programmet "Maestro"

 

Efter sommerferien går mange i gang med at forberede julefrokosterne. Orkester MidtVest er allerede i gang med næste års nytårskoncerter. Nu er der indgået aftale om, at solisten og konferencieren bliver sangeren Caroline Henderson.

Hun synger sammen med Orkester MidtVest i Musikteatret Holstebro fredag aften den 16. januar 2015, i Rofi-Centret i Ringkøbing lørdag eftermiddag den 17. januar 2015 og i Hanstholm Hallerne lørdag eftermiddag den 24. januar 2015.

Det er fjerde år i træk, Orkester MidtVest spiller nytårskoncerter. Tidligere har solisterne været andre kendte navne som Preben Kristensen, Annette Heick, Povl Dissing, Sine Eeg og Viggo Sommer.

 

Orkester MidtVest har fået ny leder, Niels Bastrup. Han vil gerne tilføje nyt til nytårskoncerterne. Niels Bastrup har valgt Caroline Henderson som solist, fordi hun spænder bredt. Hun synger meget jazz, men mestrer også populærmusikken, hvor hun slog igennem sammen med Maria Bramsen i bandet RayDeeOh. Det er allerede aftalt, at hun til nytårskoncerterne skal synge klassikere som "Summertime", "Somewhere over the Rainbow" og hittet "Made in Europe" fra hendes eget repertoire. Til sidst vil orkestret fyre propperne af i "Champagnegaloppen".

- Caroline Henderson er en fremragende sangerinde med en stor musikalsk spændvidde. Hun arbejder med et mix af det jazzede og det symfoniske, som gør konstellationen med Orkester MidtVest superspændende, siger Niels Bastrup.

 

Han tilføjer, at publikum kan forvente en koncert, der til fulde lever op til, hvad man forbinder med en nytårskoncert: festlig musik og flotte melodier i symfonisk indpakning.

Orkesterchef Niels Bastrup har også allerede skrevet kontrakt med dirigenten til nytårskoncerterne. Det bliver Peter Ettrup Larsen, der styrer orkestre i både Danmark og udlandet. Han har medvirket som dommer i tv-programmet "Maestro".

 

Yderligere oplysninger kan indhentes hos Orkesterchef Niels Bastrup, tlf. 22 30 64 94, niels@omv.dk.


« Tilbage