Hvordan lytter man til klassisk musik?

Orkester MidtVest vil lære unge at lytte til klassisk musik

Ti klasser på HF i Nørre Nissum og Holstebro Gymnasium involveret i projekt, som kulminerer med koncerter på Nørre Vosborg, i Holstebro og i Nørre Nissum

 

I orkestret sidder der masser af unge musikere, men blandt publikum er gennemsnitsalderen høj til klassisk musik. Det vil Orkester MidtVest nu gøre noget ved. HF- og gymnasielever i Nørre Nissum og Holstebro skal i de kommende to-tre uger lære om, hvordan de kan lytte til klassisk musik på forskellige måder. Til sidst skal de overvære en offentlig koncert sammen med andet publikum.

Syv klasser i Holstebro gik i gang før efterårsferien, og nu starter tre i Nørre Nissum. De kan se frem til en utraditionel undervisning. De skal ikke selv spille i musiklokalet, men bruge al deres opmærksomhed om at lytte. De får ikke lange fortællinger om Mozarts liv, men derimod instruktion i tre forskellige måder, som kan bruges til at opfange den klassiske musik.

HF i Nørre Nissum og gymnasiet i Holstebro samarbejder med Orkester MidtVest, der er landsdelens eget symfoniorkester. Det bemandes blandt andet af talentfulde unge musikere, der går på det konservatorieforberedende musikalske grundkursus på musikskolerne i Viborg, Herning og Holstebro. Orkester MidtVests musikere har dermed måske landets laveste gennemsnitsalder og en mulighed for at gribe fat i jævnaldrende.

- Det er synd, at mange først begynder at få oplevelser med klassisk musik, når de bliver 45 år eller ældre, siger Jeppe Uggerhøj, der leder Orkester MidtVest. Vi tror, at vi ved at sætte fokus på selve lytteprocessen kan gribe fat i flere.

Nogle mennesker hører klassisk musik i billeder eller følelser, mens andre går efter at få stimuleret deres logiske sans og intellekt. Undervisningen i de kommende dage skal gøre eleverne bevidste om, hvilken stil der passer dem hver især.

Som afslutning på projektet skal de ti klasser til koncert med Orkester MidtVest. Her bliver de også guidet i lytteprocesser. Det samme gør det øvrige publikum. Koncerterne er offentlige og foregår på Nørre Vosborg søndag eftermiddag den 6. november, Holstebro Gymnasium mandag aften den 7. november og på seminariet i Nørre Nissum onsdag aften den 9. november.


« Tilbage