Dansker hjalp med Mozarts mesterværker

21-03-22

Sopran Frederikke Kampmann synger sopranpartiet i Mozarts Requiem, men også en særlig smuk arie, som Mozart skrev til sin kones stemme, og som hun opførte ved dens premiere i Salzburg.

Nu kan musikken høres i Viborg, Holstebro og Aarhus

Wolfgang Amadeus Mozarts sidste mesterværker blev udbredt med dansk hjælp og kan til april opleves i tre midtjyske kirker.

Der gemmer sig en interessant historie bag den legendariske, østrigske komponist Wolfgang Amadeus Mozarts sidste mesterværk, der var ufuldendt, da han gik bort i 1791. Han efterlod sig ikke kun byggestenene til værket, men også sin enke, Constanze Mozart, og parrets to børn.

Netop Constanze blev efterfølgende drivkraften bag værket, Mozarts Requiem, der i starten af april 2022 bliver opført i koncerten ’[Constanze] Mozarts Requiem’ i Nørrelandskirken i Holstebro. Koncerten sætter fokus på hendes betydning for værket samt hendes underbelyste liv i København.

– Det er en unik mulighed for at lytte til et af Mozarts mest betydningsfulde værker, hvis udbredelse ovenikøbet har et dansk islæt, siger orkesterchef i Orkester MidtVest, Niels Bastrup.

Mozart blev til Nissen

Det var Wolfgang Amadeus Mozarts tidligere elev og komponist Franz Xaver Süssmayr, der af Constanze blev peget på til at færdiggøre Requiet ud fra Mozarts skitser. Men enken fik også hjælp fra dansk side.

– Hvad mange ikke ved er, at det var den danske diplomat Georg Nicolaus Nissen, der hjalp Constanze i det store arbejde med at forvalte og udgive Mozarts efterladte værker. De to mødtes i 1797, da danskeren var ansat i den danske udenrigstjeneste i Wien, fortæller Niels Bastrup.

Constanze og Georg blev viet i 1809 og flyttede året efter til København, hvor de sammen boede i 10 år. Parret samarbejdede ikke kun tæt om at få udgivet Mozarts værker, men også på historiens første biografi af W. A. Mozart, der blev udgivet to år efter den danske diplomats død i 1828.

Musik fra tiden i København

Koncerten indledes med musik fra Constanzes tid i København af en af hendes bekendte fra tiden i Danmark, komponisten F.L.Æ. Kunzen.

Koncerten byder desuden på en perle af en Mozart-arie, som han skrev til sin hustru Constanze, og som hun sang ved uropførelsen i Salzburg, ”Et Incarnatus est” fra ”Den store Messe” i c-mol. Slutteligt høres Mozarts sidste værk ”Requiem i d-mol” i den version, som Süssmayr færdiggjorde ud fra Mozarts skitser. 

Orkester MidtVest får i koncerten musikalsk selskab af Aarhus Universitetskor, Søren Birch (dirigent), Steffen Bruun (bas), Anders Kampmann (tenor), Josefine Andersson (alt) og Frederikke Kampmann (sopran, skuespiller). Koncerten opføres i Viborg Domkirke 3. april; i Nørrelandskirken, Holstebro 9. april og i Sankt Lukas Kirken, Aarhus 10. april. Alle koncerter starter kl. 16.00, og der kan købes billetter på Orkester MidtVests hjemmeside samt i døren – med forbehold for udsolgt.

Orkesterchef takker af

Koncertrækken markerer også afslutningen på Niels Bastrups periode som orkesterchef. Niels Bastrup kom til i 2013 og har således stået i spidsen for Orkester MidtVest i mere end otte år.

– Jeg er taknemmelig for de otte gode år, jeg har haft med Orkester MidtVest og de mange engagerede mennesker omkring det, og jeg synes, vi kan se tilbage på en masse gode koncertrækker både i de lokale musikforeninger og i de større koncertsale.

Orkestrets fokus på talentudvikling har været en vigtig hjørnesten i Niels Bastrups periode, hvor næste trin i denne udvikling bliver MidtVest Ungdomsorkesters deltagelse i Florence Youth Festival i Italien til sommer. Niels Bastrup tiltræder en stilling som Sales Manager ved firmaet EarMaster, som laver software til musikundervisning i hørelære og musikteori.

Kort om os

Orkester MidtVest er symfoniorkester for hele Midt- og Vestjylland og består af både professionelle musikere og spirende talenter.

Vores opgave er at fremme talentudviklingen og udbrede glæden ved klassisk musik til et stadig større publikum.

Kontakt

Orkester MidtVest
c/o Holstebro Musikskole
Bisgårdmark 16
7500 Holstebro

 

 CVR 39906341
Konto 7600 - 1538966