Carl Nielsen får klassisk musik ud i landet

Tre symfonikoncerter i den midtjyske region vil vise den anden side af national-komponisten Carl Nielsen: Verdensmanden

 

I år det 150 år siden, Carl Nielsen blev født derude på landet på Fyn. Mange af os kender og elsker ham, måske endda uden at vide, at netop han skrev melodierne til "Jens Vejmand" og "Jeg ved en lærkerede". Men han var andet og langt mere end datidens pop-komponist. Han komponerede store klassiske værker, og så var han også lidt af en verdensmand. Det vil tre koncerter i det tidlige efterår vise i henholdsvis Tarm, Holstebro og Aarhus under overskriften "Carl Nielsen - Verdensmanden".

 

De tre symfonikoncerter bliver opført af Orkester MidtVest, Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester (REMUS) og Det Jyske Musikkonservatorium med solisterne Janne Thomsen (fløjte) og Bengt Forsberg (piano). Den meget karismatiske latinamerikanske dirigent Bruno Campo vil lede musikerne, og de glæder sig, fortæller orkesterchef Niels Bastrup, Orkester MidtVest.

 

"Carl Nielsen er en stor del af vores kulturarv, ikke mindst vores musikkultur. Han var en dygtig, folkekær komponist, som alle kender, men samtidig skrev han også stor symfonisk musik, som færre kender," siger Niels Bastrup.

 

Han anbefaler Carl Nielsen både til kendere af klassiske musik, men også som et rigtig godt sted at begynde for nye lyttere, hvis man ikke er vant til at gå til klassiske koncerter.

 

"Der er masser af charme og energi i Carl Nielsens musik, og der er en særlig aura over et symfoniorkester med 70 mennesker. Der er noget storslået over det, når man får den rene, akustiske lyd. Og så er Nielsens musik også meget billedskabende. For eksempel er der en scene i Aladdin-eventyret, hvor Aladdin går rundt på en markedsplads. Der bliver orkestret simpelthen delt op i tre dele, som spiller ude af takt, så man får oplevelsen af at være midt på en livlig markedsplads," fortæller Niels Bastrup.

 

Symfonikoncerterne er optaktskoncerter til "Klassiske Dage- Holstebro International Music Festival", og den første koncert finder sted på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Her glæder man sig meget til at åbne ballet, fortæller formand for Skjern-Tarm Musikforening Harriet Ludvigsen.

 

"Vi er en 35 år gammel musikforening, som har lang tradition for at præsentere klassisk musik for lokalområdet. Orkestrene bliver tit positivt overrasket over at møde en fyldt sal, når de kommer her til Vestjylland for at spille, men vi oplever en rigtig god opbakning i lokalbefolkningen," fortæller hun.

 

Den lokale koncertarrangør betragter det som lidt af et "scoop", at kendte navne som Bengt Forsberg og Janne Thomsen kommer på besøg på det lokale gymnasium. Så man håber at se mange nye publikummer.

 

"Generelt er vi vestjyder gode til at bakke op, når frivillige stiller et kulturarrangement på benene. Vi plejer at bede musikerne om at introducere værkerne, så man også får en god oplevelse, selv om man ikke kender musikken på forhånd. På den måde føler alle sig velkommen," forklarer Harriet Ludvigsen.

Fakta: Carl Nielsen - Verdensmanden

Den cirka to timer lange koncert "Carl Nielsen - Verdensmanden" sætter fokus på en mindre belyst side af komponisten: Carl Nielsen som kosmopolit.

 

Under sit ophold i Athen komponerede han Helios-ouverturen inspireret af solens gang over himlen. Han rejste i bl.a. Frankrig og Tyskland hvorfra koncerten byder på en lille koncert for fløjte og orkester af den samtidige Chaminade samt en Introduktion og allegro op. 92 for klaver og orkester af Schumann.

 

Desuden skal vi høre uddrag af Nielsens orientalsk inspirerede skuespilmusik til Aladdin.
Den guatemalanske dirigent, Bruno Campo, sætter sit eget aftryk på koncerten med en anden samtidig komponist - den brasilianske Zequinha de Abreu og hans festlige "Tico tico".

Program for koncerten

  • Nielsen: Helios Overture
  • Schumann: Introduction and Allegro Appassionato op. 92 for klaver og orkester
  • Chaminade: Concertino for fløjte og orkester
  • Nielsen: Ouverture til Maskerade
  • Nielsen: Aladdin Suite

Hilsen fra El Sistema:

  • Arturo Márquez: Danzón No. 2
  • Zequinha de Abreu: Tico tico

Solister: Bengt Forsberg (SE) - klaver og Janne Thomsen (DK) - fløjte.

Dirigent: Bruno Campo (GCA)

Orkester MidtVest, REMUS i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium

 

For mere info, se www.omv.dk. Lyt til musikken på www.facebook.com/orkestermidtvest

 

Kontaktoplysninger for pressen:
Orkesterchef Niels Bastrup, Orkester MidtVest, tlf. 22 30 64 94


« Tilbage