Nyt filmmusik-eksperiment Belyser musikkens betydning

29-09-21

De tre komponister Kristoffer Nybye, Anders Malta og Magnus Plejdrup har alle skrevet ny musik til koncerten.

Under koncertrækken ”Herfra og til Hollywood” præsenterer Orkester MidtVest publikum for forskellig musik til samme filmsekvens fra ny, dansk animationsfilm.

Du har måske prøvet at skrue ned for lyden, når filmen blev lidt for uhyggelig? Eller du har mærket spændingen, når samme tone gentages med stigende volumen, fordi du aner, at der lige om lidt sker noget farligt! Hvad gør musik egentlig ved vores oplevelse af en film? Det er der skrevet tykke bøger om, men Orkester MidtVest og REMUS giver publikum mulighed for selv at opleve det under koncertrækken ”Herfra og til Hollywood” fra 29. sep. til 3. okt.

Filmmusikalsk eksperiment

Ved koncerten vil publikum blandt andet se en filmsekvens på ca. 3 minutter på et stort lærred over orkestret. Den samme filmsekvens afspilles tre gange i træk – men hver gang med ny musik! Det er de tre komponister Kristoffer Nybye, Anders Malta og Magnus Plejdrup, som har skrevet musikken. Og filmsekvensen er et uddrag fra en ny animationsfilm med titlen ”Jeg har ikke tid til det her”. Filmen er et afgangsprojekt fra Den Danske Filmskole anno 2020 og vises for tiden ved festivaller rundt i verden, inden den forhåbentlig får sin offentlige premiere herhjemme i 2022. Filmen er instrueret af Mathias Rodrigues Bjerre. 

Et spørgsmål om timing

For orkestret er det en spændende og udfordrende opgave. Orkesterchef Niels Bastrup fortæller, at orkestret ofte har spillet filmmusik, er det første gang, at de skal spille musikken live til en filmvisning. 

”Den største udfordring er timingen. Der er en del effekter i musikken, som kræver, at hele orkestret timer deres toner præcist til filmen. For at kunne dette spiller vi med kliktrack, som dirigenten og de fleste af musikerne hører ved hjælp af et headset. Man hører takten i musikken i form af nogle kliklyde, og når musikerne timer musikken til klikket, så ved de, at det også passer med filmen. Det lyder let, men det er det ikke. For der skiftes takt og tempo undervejs, og på samme tid skal man have ét øre på klikket, ét på orkestret, ét øje på noden og ét på dirigenten, siger Niels Bastrup og griner lidt. 

Tre komponister – tre slags musik

De tre komponister har forskellig uddannelsesmæssig baggrund og også hvert sit ”fag” ved siden af kompositionen. Kristoffer Nybye er uddannet jazz-klarinettist, Anders Malta er uddannet som trompetist, og Magnus Plejdrup er netop påbegyndt en master i orkesterdirektion ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow efter at have færdiggjort en bachelor i klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium i sommer. 

Om processen fortæller komponist Magnus Plejdrup:
– Det har været en stor oplevelse at skrive musik til filmen. Filminstruktør Mathias Rodriguez har givet os et genialt tematisk oplæg omkring at skulle vælge mellem karriere og kærlighed, en situation jeg selv har stået i flere gange, og det har været ikke alene en stor ære, men også enormt forpligtende at få lov at ‘farve’ dette oplæg med mine personlige erfaringer og tanker.

Magnus Plejdrup tror, at musikken kan tilføje filmoplevelsen en ekstra dimension.
– Når man blander to kunstformer (i dette tilfælde visuel og auditiv kunst, altså – film og musik), er det for mig vigtigt, at begge kunstformer fortæller ’sit eget syn på sagen’, som så danner et ’større hele’ når de bliver kombineret. På denne måde bliver det samlede kunstneriske udtryk stærkere, da begge kunstformer prioriteres ligeligt, og ja, ultimativt – fortæller to sider af samme historie.

Koncerterne finder sted

  1. sep. kl. 19.30 i Viborg Musiksal
  2. okt. kl. 11.45 på Struer Statsgymnasium
  3. okt. kl. 19.30 i Musikteatret Holstebro
  4. okt. kl. 16.00 i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

Medvirkende ved koncertrækken:

Christina Åstrand – violin

Henrik Vagn Christensen – dirigent

Orkester MidtVest og REMUS – Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester

Tre unge komponister fra Det Jyske Musikkonservatorium, Royal Conservatoire of Scotland og Syddansk Musikkonservatorium: Magnus Plejdrup, Anders Malta og Kristoffer Viktor Nybye

Mathias Rodrigues Bjerre, filminstruktør på afgangsprojekt 2020 i animation fra Den Danske Filmskole. 

Flere oplysninger kan findes på omv.dk/koncerter.

Kontakt: Orkesterchef Niels Bastrup, 2230 6494, niels@omv.dk

Kort om os

Orkester MidtVest er symfoniorkester for hele Midt- og Vestjylland og består af både professionelle musikere og spirende talenter.

Vores opgave er at fremme talentudviklingen og udbrede glæden ved klassisk musik til et stadig større publikum.

Kontakt

Orkester MidtVest
c/o Holstebro Musikskole
Bisgårdmark 16
7500 Holstebro

Orkesterchef
Anna Jalving
Tlf. 20132316
Mail orkestermidtvest@gmail.com

 

CVR 39906341
Konto 7600 - 1538966