Symfoniorkestret går til filmen – Søskendepar på 14 og 18 spiller med

29-09-21

Niels og Sibylle Bodart er med blandt de 66 musikere, når Orkester Midtvest og Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester spiller filmmusik.

Der bliver ikke brug for forstærkere, når Orkester Midtvest og Region Midtjyllands Ungdomssymfoniorkester spiller koncerter i fire jyske byer. Hele 66 musikere indgår i det store symfoniorkester, som skal spille musik fra blandt andet ”Star Wars”, ”Schindlers Liste” og ”Spillemand på en tagryg”.

Blandt musikerne er 14-årige Niels Bodart og hans søster, 18-årige Sibylle. De spiller henholdsvis waldhorn og violin i orkestret, som er sammensat af en lille kerne af professionelle musikere, meget dygtige amatører og en række unge, musikalske talenter, som er udvalgt efter en optagelsesprøve.

Og tag ikke fejl: Det unge søskendepar fra Skive er trods deres unge alder langt fra nybegyndere! Begge spiller både blæserinstrument og stryger på meget højt niveau, efter flere års undervisning på Kulturskolen i Viborg.

– Jeg har spillet i 11 år, altså siden jeg var tre. Dengang var jeg selvfølgelig ikke særligt god, siger Niels Bodart.

Storesøster Sibylle har haft et par år mere at øve sig i. Hun kan spille både trompet og violin.

– Jeg startede med at spille violin, men min mor syntes, at det kunne være godt for mig at prøve et blæserinstrument også, så jeg holdt flere muligheder åbne. Jeg havde tilfældigvis en trompet, og så blev det den, jeg valgte. Det er rart at kunne spille mere end ét instrument, men jeg dyrker ikke trompeten så meget som violinen, fortæller Sibylle Bodart.

Hun håber at kunne dygtiggøre sig yderligere og opfylde drømmen om at blive professionel musiker.

– Min største drøm er at blive violinist i et orkester. Men der er meget, meget få pladser, så jeg ved godt, at det bliver svært. I første omgang skal jeg læse videre, og så vil jeg finde en underviser – gerne i udlandet – hvor jeg kan lære endnu mere, siger Sibylle og fortsætter:

– Lykkes det ikke at få plads i et orkester, så vil jeg gerne fortsætte som amatørmusiker ved siden af et andet job. Der er faktisk mange amatørmusikere, også her i orkestret, og ”amatør” betyder altså ikke, at man ikke er dygtig til at spille. De har fået mange års undervisning og øver sig lige som professionelle, men de har bare et andet job ved siden af.

Niels Bodart kan også spille cello, men i symfoniorkestret er han udtaget til at spille waldhorn. Det er et meget udfordrende blæseinstrument: Groft sagt er det cirka 3,5 meter messingrør, som er bøjet og viklet sammen, og det kræver både stærke lunger, dygtighed og flere års øvelse at få instrumentet til at lyde godt.

– Waldhorn er et af de sjældne instrumenter, som der derfor heller ikke bliver lavet så mange af. Så det er desværre også ret dyre instrumenter. Indtil videre har jeg kunnet låne et waldhorn, men jeg håber at kunne købe mit eget snart, fortæller Niels Bodart.

Der er ikke så mange teenagedrenge, som hører klassisk musik – og endnu færre, som selv spiller. Niels har da også mange andre interesser, som han deler med sine venner.

– Mange af mine musikskole-venner spiller jo også klassisk, så de synes, det er spændende. Men jeg snakker ikke så meget om det i folkeskolen. Jeg har prøvet at spille for klassen – og endda for hele skolen – men ellers snakker vi mest om andre ting, siger Niels Bodart, som også dyrker springgymnastik og drama ved siden af musikken.

Det går godt i skolen, så der er mange døre åbne for fremtiden, men Niels har endnu ikke valgt én bestemt dør.

– Jeg er ikke sikker på, jeg vil være professionel musiker. Måske vil jeg læse til læge? Eller også kunne jeg blive skuespiller? Jeg er i hvert fald glad for drama, siger han.

Foreløbig gælder det koncerten ”Herfra og til Hollywood”, som opføres i henholdsvis Viborg, Struer, Holstebro og Aarhus som led i musikfestivalen Klassiske Dage. Det glæder begge søskende sig til, og Sibylle håber, det vil åbne flere menneskers øjne og ører for den klassiske musik.

– Vi hører klassisk musik alle vegne, og særligt i film og tv, uden at vi egentlig er klar over det. Klassisk musik er ikke bare døde komponister som Mozart. Derfor er filmmusik også en rigtig god måde at blive introduceret til symfoniorkestret og den klassiske musik, siger Sibylle Bodart.

Ved koncerten ”Herfra og til Hollywood” optræder symfoniorkestret sammen med solist Christina Åstrand. Hun er violinist og til daglig koncertmester i DR Symfoniorkestret.

Koncerten spilles 29. september i Viborg, 1. oktober i Struer (lukket arrangement), 1. oktober i Holstebro og 3. oktober i Aarhus. Se tidspunkter på orkestermidtvest.dk eller på klassiskedage.dk.

FAKTA: Klassiske Dage – Holstebro International Music Festival

Klassiske Dage er en musikfestival, som siden 2005 hver år er afviklet som en uge pakket med koncerter og events i Holstebro og rundt omkring i Region Midtjylland, fra Thorsminde til Aarhus, i perioden omkring første weekend i oktober.

Bag Klassiske Dage står den internationale danske fløjtenist Janne Thomsen, der som barn startede karrieren på Holstebro Musikskole efterfulgt af studier på Royal Academy of Music i London, Pariserkonservatoriets solistklasse. Hun har vundet et væld af internationale konkurrencer og priser og er i dag efterspurt som solist og kammermusiker verden rundt.

Årets tema for Klassiske Dage er ”Nostalgi” og byder på både klassisk musik, sydamerikanske rytmer og jazz. Og altså også kendt filmmusik, spillet ”live” af et meget stort symfoniorkester.

Hjemmeside: klassiskedage.dk

Kort om os

Orkester MidtVest er symfoniorkester for hele Midt- og Vestjylland og består af både professionelle musikere og spirende talenter.

Vores opgave er at fremme talentudviklingen og udbrede glæden ved klassisk musik til et stadig større publikum.

Kontakt

Orkester MidtVest
c/o Holstebro Musikskole
Bisgårdmark 16
7500 Holstebro

 

 CVR 39906341
Konto 7600 - 1538966